fbpx

Erhvervsleder i praktik

Erhvervsleder i praktik er en videreudvikling af Politiker i Praktik. Konceptet blev udviklet i et samarbejde mellem IBM Danmark og Frivilligrådet. Kort fortalt handler aktiviteten om, at en leder i en virksomhed tager en dag ud af kalenderen og som praktikant i en forening får ny inspiration og indsigt i en frivillig forenings arbejde.

Resultaterne af praktikkerne har indtil videre været inspirerede medarbejdere, der har fået ny overraskende viden om foreningernes arbejdsformer og vilkår, og foreninger, der har fået sparring og nye idéer til udvikling af deres organisation.

Formålet med praktikken er at skabe kontakt og øget forståelse mellem civilsamfund og erhvervsliv og undersøge mulighederne for at kunne samarbejde om at løse lokale udfordringer eller opgaver. En praktik giver i modsætning til et kortere besøg mulighed for at snuse til flere aspekter og arbejdsopgaver i en forening. Samtidig giver det læring og inspiration for den enkelte medarbejder.