Her er vi seje sammen

Frivillig Fredag blev i 2018 afholdt den 28. september for sidste gang med Frivilligrådet som national koordinator.

Årets tema var; Her er vi seje sammen. Idéen med temaet var at invitere arrangørerne til at vise deres lokale frivillighed, og alt det de er stolte af i deres lokalområde frem. Det handlede om lokalt engagement og den lokale sammenhængskraft frivillighed er med til at skabe.

Der fandt i alt 392 forskellige aktiviteter sted fordelt på 84 kommuner i forbindelse med Frivillig Fredag 2018. I 2018 var de mest udbredte aktiviteter fester og prisuddelinger, debatarrangementer og foredrag, Åbent Hus samt synliggørelsesevents af forskellig art. Det er fx udstillinger, oplysningskampagner og gadeevents.

Der er en stigning i arrangementer på skole/børneområdet, hvor flere kommuner har valgt at sætte frivillighed på skoleskemaet i ugen op til Frivillig Fredag. Idrætsaktiviteter med fokus på børn og unge har også været populære. I Glostrup kunne frivillige med børn deltage i et klatrearrangementet i Glostrup Klatreskov, og Folkeoplysningsudvalget i Langeland Kommune inviterede skolebørn til en dag med gamle lege fra Barndommens Gade. Igen i år har der været flere aktiviteter målrettet børn på frivilligmarkeder som centimetermaraton i Nyborg og ansigtsmaling og dåsekast i Næstved.