426 aktiviteter i 82 kommuner fejrede dette års Frivillig Fredag, hvor temaet var; Veje til deltagelse.
Åbning af nyt frivilligcenter, en kirke, der hver time på Frivillig Fredag spillede et til lejligheden komponeret frivillig-klokkespil, samt konkurrencer af forskellig art.
I Thisted lånte lokale erhvervsfolk hver 1000 kr. med det formål at få pengene til at yngle mest muligt til støtte for Frivillig Fredag-arrangementet. I Tønder var der konkurrence om skrivning af den bedste frivilligsang. I Kolding kunne man i ugen op til Frivillig Fredag på forskellige steder rundt i byen ”fange” en frivillig med sin mobiltelefon i konkurrencen Frivillig Go’ – inspireret af Pokemon Go.
Flere lokale arrangører inddrog skoler i deres Frivillig fredag-fejring. Elever i Vallensbæk, Nyborg og Lyngby arbejdede med frivillighed i klassen, andre steder har elever produceret film og i Norddjurs hjalp elever fra Grenaa Gymnasium foreninger med at lave flyers og fundraisede præmier til en konkurrence.
Flere efterskoler deltager i Frivillig Fredag og arrangerer fx aktivitetsdage for børnehaver og skoler i lokalområdet. I Odder arrangerede eleverne fra Eriksminde Efterskole en kulturdag for flygtningebørn med forskellige boldspil samt et fælles kunstprojekt. Alt var planlagt af efterskoleeleverne, der også fungerede som værter på Frivillig Fredag.