Nyhedsmail 21. september 2016

SOCIALMINISTEREN BESØGER SUMH

Social - og indenrigsminister Karen Ellemann besøger sammen med Frivilligrådets formand, Vibe Klarup Voetmann, SUMH - Sammenslutningen af Unge Med Handicap på Frivillig Fredag. Der er lagt op til en festlig og aktiv dag med mulighed for at få et indblik i organisationens forskellige aktiviteter, møde de frivillige og deltage i sjove, interaktive indslag undervejs.

Læs mere om SUMH og arrangementet her.


FRIVILLIGHEDEN FEJRES

Der er godt gang i planlægningen af Frivillig Fredag arrangementer rundt omkring i hele landet. En del steder breder fejringen af de frivillige sig over flere dage, eller endda flere uger:

FrivilligUge39 i Roskilde

I Roskilde fejres Frivillig Fredag med manér med en hel uge fuld af aktiviteter.

Programmet byder på over 35 forskellige arrangementer. Formålet med ugen er at fejre frivilligheden, men også at udforske frivilligheds-begrebet - er det 'kun' den frivillige idrætstræner, Roskilde Festival, den ældre dame i Røde Kors-butikken - som mange associerer med at være frivillig - eller er det også fx at stable en fastelavnsfest eller fællesspisning på benene, hjælpe hinanden i hverdagen etc?

Hele uge 39 kan frivillige lægge vejen forbi hinandens aktiviteter, blive underholdt og inspireret: ’Hvordan gør de andre’? Men FU39, som frivillighedsugen kaldes, er ikke en lukket fest, men en folkefest for frivillighed.

Der er aktiviteter for alle aldre. Børn fra 10-15 år kan løbe 20 meter sprint på Ro’s torv, du kan komme til sprogcafé med Roskildes flygtninge, trille ældre rundt i cykelrickshaw i Trekroner, er du 60+ kan du snøre løbeskoene på Hyrdehøj Stadion + meget mere.

Roskilde Kommune og Roskilde Festival står bag FU39.

Se hele programmet for FU39 her.

Se en video om FU39.

Tre dage med aktiviteter i Lyngby-Taarbæk

Frivilligcenter Lyngby-Taarbæk fejrer Frivillig Fredag med forskellige arrangementer i løbet af ugen op til Frivillig Fredag.

- Mandag d. 26. september kl. 17-19 skydes ugen i gang med en inspirerende aften med forskellige vinkler på årets tema "Veje til deltagelse".

- Onsdag d. 28. september kl. 17-19 foregår det i Frivilligcentret, med fyraftensmøde om ”De skjulte netværk”.

- Fredag d. 30. september kl. 15-20 rykker aktiviteterne til Landbrugsmuseet, hvor der er markedsplads, hvor foreninger fra både idræt, kultur og det sociale område får stande. Derudover vil der være oplæg, opråb, taler og leg på scenen og mulighed for at tage emner om frivillighed og medborgerskab op på "Tingstedet" til fri samtale.

Læs mere om arrangementerne i Lyngby

Frivillig Fredag i Greve

Frivilligcenter og Selvhjælp Greve og Idræts & FritidsSekretariatet arrangerer en række aktiviteter i forbindelse med Frivillig Fredag.

- I uge 38 op til Frivillig Fredag: 15 foreninger besøger Greve Gymnasium

- I uge 39 op til Frivillig Fredag: Politiker i Praktik, Vindue for en forening samt Åbent Hus arrangementer

- Frivillig Fredag den 30. september kl. 15 – 20 fejres Frivillig Fredag med markedsplads, taler, kor, workshop, grill og underholdning.

Elever fra musikskolen, ungdomsskolen og produktionsskolen deltager. Eleverne fra produktionsskolen vil fx producere korte film samt stå for praktiske opgaver under Frivillig Fredag arrangementet, så som lyd og lys, servering, rejse pavilloner, mm.

Læs mere om Frivillig Fredag i Greve.


AKTIVITETER PÅ FRIVILLIG FREDAG 2016

Se her hvad der foregår i din kommune på Frivillig Fredag 2016.

Hvis vi mangler at skrive om jeres arrangement, eller hvis der er noget, vi har fået galt fat i, må I endelig skrive en mail til ktj@frivilligraadet.dk, så sørger vi for at rette det.