Nyhedsbrev God Frivillig Fredag!

I dag går det løs med over 300 forskellige spændende aktiviteter og arrangementer fordelt over hele landet.

Kommunalpolitikere og erhvervsledere er i ”praktik” i frivillige foreninger, hvor de prøver at være frivillige for en dag, på gader og torve rundt omkring i byerne skaber frivillige synlighed om deres sag, mange steder er der arrangeret spændende debatter, workshops og foredrag. En del steder har man udvidet fejringen til hele uge. Det gør man fx i Roskilde, Lyngby-Taarbæk og Kolding. Andre steder afholder kommuner fester for de frivillige og uddeler priser, butikker udlåner deres udstillingsvinduer til frivillige foreninger, skoleklasser sætter frivillighed på skemaet. I Odder går 100 unge tur med ældre plejehjemsbeboere, i Hillerød lanceres en ny digital platform, der skal gøre det lettere at hjælpe hinanden og i Hørsholm er der frivilligbørs, hvor institutioner, foreninger og virksomheder indgår samarbejdsaftaler.

Frivillig Fredag tegner til at blive en dag, der summer af aktivitet.
Se her hvad der sker i din kommune.

Rigtig god Frivillig Fredag!