Frivillig Fredag med vokseværk

Nogle steder er en enkelt dag slet ikke nok til alt den fejring, synliggørelse, anerkendelse af frivillige og de mange spændende arrangementer, man gerne vil afholde, og Frivillig Fredag er derfor blevet til en hel frivilliguge.

  • Det skete fx i Tønder i 2014, hvor der fandt ca. 50 arrangementer sted i løbet af ugen. Mange foreninger holdt Åbent Hus, hvor man kunne komme og få en smagsprøve på foreningens aktiviteter, andre afholdt loppemarked eller motionsløb, der blev afholdt konkurrence i græskarudskæring og ’Mørkets Café’, hvor man på egen krop kunne opleve, hvordan det er at være blind, og meget mere. Det hele kulminerede på Frivillig Fredag, hvor der bl.a. var debat og workshop, sønderjysk kaffebord og Årets Forening blev kåret.
    Se hele programmet her.
     
  • Også i Ballerup strakte programmet for Frivillig Fredag 2014 sig over flere dage og mange aktiviteter fx havde Cykelcaféen arrangeret en særlig cykeltur, Hjerteforeningen tilbød blodtryksmåling, Røde Kors fremviste en ambulance med skud- og granathuller fra Syrien for at vise og fortælle om Røde Kors’ arbejde, Integrationsgruppens kvindegruppe serverede etnisk buffet, tre plejecentre holdt Åbent hus, der var loppemarked og foredrag om frivillighed og fællesskaber, og meget mere.
    Se hele programmet her.
     
  • I Hvidovre blev frivilligheden fejret i hele ugen både i 2012 og 2013. Foreninger holdt Åbent Hus dage, forskellige arrangementer og happenings. Et af ugens arrangementer var en workshop på biblioteket, hvor der blev udarbejdet et gadegalleri med fotos af frivillige
     
  • I Ikast Brande afholdt Frivilligcentret og kommunen i samarbejde med en række foreninger i 2012 forskellige arrangementer i ugens løb. Bl.a. kom forskellige håndboldspillere fra FC Midtjylland og fortalte om hvordan frivillige har hjulpet dem på vej
     
  • I København i 2012 havde Frivilligcenter V-SV, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter SR-Bistand i samarbejde arrangeret en kursusrække for frivillige med 16 forskellige kurser, oplæg og workshops over fire dage. Tanken var, at foreningerne frit kunne sammensætte deres egen ”videnstapasmenu” af de arrangementer, de ønskede at deltage i