Foreninger rykker ud på gaden

Mange foreninger bruger Frivillig Fredag som en anledning til at skabe synlighed omkring deres aktiviteter og formål ved at rykke ud på gaden eller opsøge nye målgrupper. Eksempler:

  • I Aarhus kunne man på Lille Torv som en del af konceptet Mød et menneske få en personlig snak med nogle af de mennesker, der har oplevet den uvurderlige opbakning fra frivillige netværk. Man kunne fx møde en sindslidende, en transkønnet, en sklerosepatient eller en tidligere misbruger. En ting er at få en brochure eller pamflet i hånden; noget HELT andet er at kigge et menneske i øjnene og få den personlige fortælling. Aktiviteten var inspireret af Menneskebiblioteket, og tanken var at give mulighed for at få den personlige fortælling bag værdien af den frivillige indsats.
     
  • FødevareBanken stod på Hovedbanegården og uddelte frisk frugt til forbipasserende
     
  • Café Paraplyen i Esbjerg trak pyntede cykler gennem gågaden og uddelte gratis kaffe og rosinboller
     
  • AIDS-Fondet uddelte kondomer i storcentret Fields
     
  • Forbrugerrådets Gældsrådgivning og Danske Studerendes Fællesråd satte på Frivillig Fredag 2012 fokus på gældsproblemer blandt unge og opsøgte forskellige uddannelsesinstitutioner for på den måde at opnå synlighed hos målgruppen

Flere foreninger afholdt utraditionelle event for at skabe synlighed omkring deres arbejde:

  • Landsforeningen Spædbørnsdød tændte et lys for hver af deres frivillige i 5 byer på Frivillig Fredag 2011 og gav de frivillige medarbejdere, der kom forbi en gave som tak for deres indsats
     
  • I Ringe og Faaborg uddelte frivillige postkort med udsagn om at være frivillig og rundt omkring i de to byer var der placeret mandshøje fotostater af frivillige for at synliggøre frivilligheden