Åbent hus

Åbent Hus er en af de mest udbredte aktiviteter blandt foreninger, på plejecentre og væresteder på Frivillig Fredag. Åbent Hus giver interesserede mulighed for at få et indblik i foreningens arbejde på en uforpligtende måde. Nogle steder var der mulighed for at få en snak med de frivillige. Det galt fx på Gården i Haslev (KFUM´s Sociale Arbejde), der er en socialøkonomisk virksomhed med genbrugs- og gårdbutik, samt værksted for socialt udsatte borgere, der i 2013 inviterede alle interesserede til at komme forbi og møde de frivillige. Samtidig var to politikere i praktik i kartoffelmarkerne. Læs mere om arrangementet i Faxenyt.

Andre steder var der lagt program med forskellige foredrag som fx hos LMS -Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser i 2012, eller i Huset i Magstræde, der er et samlingssted for kunst og kultur, hvor interesserede på Frivillig Fredag 2011 kunne deltage i en række aktiviteter, bl.a. animationsworkshop, standup og teater.

En del steder var Åbent Hus en mulighed for at prøve at være frivillig. Det var der fx mulighed for hos Museumsskibet Gl. Turisten, hvor man på Frivillig Fredag i 2011 kunne prøve at være skipper for en time. Museumsskibet drives af et frivilligt skibslav og sejler som turistskib.

En anderledes form for Åbent Hus blev i 2012 afholdt i Guldborgsund, hvor frivilligcentret havde arrangeret, at fire minibusser med politikere, embedsfolk og journalister kørte fire forskellige ruter og besøgte frivillige foreninger, der holdt Åbent Hus. Efter et par timers rundtur mødtes deltagerne på Torvet i Nykøbing F, hvor 50 frivillige foreninger stod klar med et frivilligmarked. Foreningsbusturen gav politikere, embedsfolk og presse får et godt kendskab og indblik i en række foreningers aktiviteter, udfordringer og arbejde på en overkommelig måde.